En klimaaftale til december er den vigtigste opgave på regeringens bord lige nu, mener danskerne.
Ifølge en måling i Morgenavisen Jyllands-Posten peger 30,4 procent af os på en klimaaftale som den vigtigste politiske opgave i de kommende måneder.
Til sammenligning mener 30,1 af os, at regeringens kamp mod arbejdsløsheden er det vigtigste. 16 procent af os peger på bandekrigen, som regeringens vigtigste opgave.
"Det viser, at der for danskerne er mange andre vigtige ting end det næste kommunalvalg og det næste folketingsvalg - og at de ikke kun er optaget af de nære problemer," siger klima- og energiminister Connie Hedegaard til avisen.
Også SF's finansordfører Ole Sohn er begejstret for danskernes prioritering.
"Danskerne laver en klog og logisk prioritering af vores problemer. For det giver jo ikke meget mening at tale om ledighed eller store underskud, hvis verden går til i klimaproblemer," sgier han.
Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl mener derimod, at der er gået for meget politisk korrekthed i sagen.
"Det er alt for meget halleluja over klimadebatten. Det vil tjene alle, hvis vi kan få en mere fordomsfri debat om klimaforandringer, frem for at bygge den til at skabe frygt," siger han.
Men selvom danskerne mener, at klimaaftalen er den vigtigste politiske opgave lige nu, så kniber det dog med optimismen om at få en klimaaftale i hus. Ifølge undersøgelsen tror 57 procent af danskerne ikke, at vi får en global klimaaftale til december.