Hvilke nyhedskanaler er vigtige? Og hvad skal danske medier indeholde?
Det er to af de spørgsmål, som kulturminister Mette Bock (LA) vil debattere med danskerne, før hun og et flertal i Folketinget skal finde ud af, hvordan mediebilledet skal se ud i den nye medieaftale for 2019.
Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
- Jeg vil gerne invitere til en åben samtale, så vi undgår, at beslutningen om fremtidens danske medieindhold udelukkende bliver et mellemværende mellem branchen og politikerne, siger kulturministeren.
Landet over vil der fra maj til september i år blive afholdt fem til seks borgermøder, hvor alle interesserede kan deltage. Her vil Mette Bock og en række andre politikere møde danskerne og lytte, lover hun.
- Demokrati handler om samtale, og den har vi måske glemt lidt. Nu er det ikke politikerne, der skal tale. Vi skal lytte, siger hun.
På en digital platform vil det fra maj måned også blive muligt at ytre sin holdning og bidrage med idéer.
De åbne debatter vil komme til at blive afholdt på skoler og hos organisationer rundtom i Danmark, men det er endnu ikke besluttet hvilke konkrete adresser, der skal lægge hus til.
- Vi skal tage rundt i hele landet og møde mange forskellige danskere.
- Når vi politikere så skal til at forhandle om en ny medieaftale, har vi en fælles rygsæk med erfaringer og inspiration fra borgerne, siger Mette Bock.
I dag benytter danskerne i stigende grad udenlandske platforme som Facebook, Netflix og YouTube. Abonnementsbetaling og annoncekroner går derfor i øget grad til udlandet.
Derfor mener ministeren, at et grundigt forarbejde er nødvendigt for at kunne skabe et mediedanmark, som danskerne kan bruge.
Til september bliver borgernes holdninger om og idéer til medielandskabet offentliggjort. Herefter fortsætter debatten mellem mediebranchen og de politiske ordførere.
I foråret 2018 præsenterer regeringen deres udspil til et nyt medieforlig, som skal forhandles mellem partierne. Og ved årsskiftet til 2019 vil den nye medieaftale være gældende.
/ritzau/