De seneste år har investeringslysten blandt almindelige danskere været på frysepunktet.
Den verdensomspændende finansielle krise har fået folk til at holde på pengene og spare op i stedet for at investere.
Men nu er der måske mildning i luften.
Ifølge en undersøgelse fortaget af investeringsfirmaet WorldSpreads har danskerne i årets første måneder investeret tre gange så meget som sidste år.
"Investeringerne faldt drastisk i 2008 og 2009, men nu ser det anderledes optimistisk ud,"siger Jesper Skov, der er Country Manager for WorldSpreads i Danmark.
Det er primært de frie midler, som folk vælger at smide efter eksempelvis aktier, og tendens bliver bekræftet af administrerende direktør i Mybanker.dk, John Norden.
"Det er en tendens, som vi har set andre steder. Private er på vej ind på aktiemarkedet igen, fordi de har set nogle gode afkast i 2010, og derfor er fristede til at gå ind i markedet," fortæller Norden.
Han advarer dog almindelige mennesker mod bare at give los.
"Det er altid betænkeligt at gå ind i markedet, når stigningerne har været der, for der er også risiko for, at det kan gå den anden vej," forklarer Mybanker-direktøren.
Private investorer skal se sig for og tage en investeringensprofil, hvor de passer på og ikke sætter flere penge på spil, end de kan miste.