Selvom danskerne er imod massefyringerne på Danmarks Radio, afviser et stort flertal at give flere penge til DR.
Det viser en Gallup-måling i Berlingske Tidende. 61 procent af danskerne siger nej til, at politikerne sender flere penge til DR. Kun 33 procent vil gerne give DR et økonomisk løft.
DR er kommet i svære økonomiske problemer som følge af budgetskandalen om DR-byggeriet i Ørestaden. DR Byen er blevet 1,7 milliarder kroner dyrere end budgetteret, og DR-bestyrelsen har derfor besluttet at fyre 300 medarbejdere for at få lukket det gabende hul i økonomien.
Det er først og fremmest vælgerne på venstrefløjen samt hos Socialdemokraterne og De Radikale, der gerne vil give DR flere penge.