Forbrugskrisen fortsætter i Danmark. Danskernes private forbrug hænger fast i krisen, skriver Børsen.
Og landets topchefer har svært ved at se en ende på forbrugsnedturen. Høje oliepriser, boligkrise og arbejdsløshed efterlader et forbrugshul på 30 milliarder kroner.
Hverken topchefer eller økonomer tror på, at forbrugerne vil smide forsigtigheden over bord inden længe og afslutte fire års forbrugsnedtur.
"Der er to oplagte trusler mod forbruget. Den ene er boligmarkedet, og den anden er arbejdsløsheden. Og ingen af dem blinker lige nu grønt," siger økonomiprofessor og tidligere overvismand Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet til Børsen.
Boligkrise, ledighed og høje olie- og madpriser presser forbruget. Og de næste par år vil ikke blive meget anderledes. Børsens kvartalsvise konjunkturundersøgelse, som 664 topchefer har deltaget i, slår billedet af et underdrejet forbrug fast.
"Der er tale om mådeholden vækst i forbruget i de kommende år, også når udbetalingen af efterlønsbidraget er medregnet. Det er ikke nogen forbrugsfest, der er lagt op til hverken i år eller næste år," siger cheføkonomen i Nordea, Helge J. Pedersen, til Børsen.
Selv med en stabilisering af boligpriserne, er udsigterne for forbruget sløje. Privatforbruget ligger 30 milliarder kroner lavere end før krisen og er dermed lige så svagt som i Storbritannien eller Spanien, der også har haft mange problemer på boligmarkedet.
Kilde: borsen.dk