Det er blevet mere sikkert for danskerne at hoppe på jernhesten og give sig ud på cykelstierne. I hvert fald har kun fem cyklister mistet livet i år mod 24 i samme periode sidste år.
Det viser en ny opgørelse fra Dansk Cyklist Forbund, skriver 24 Timer.
"Vi har svært ved at holde armene nede lige nu. Hele sidste år var der 57 dræbte cyklister, så det tegner til at blive et langt lavere tal i år," siger Claus Steffen Hansen, der er landsformand i Dansk Cyklist Forbund.
En af de store syndere i ulykkesstatistikken er højresvingsulykker, men sådan en ulykke har ikke kostet liv siden september sidste år.
"Det er klart, at når der de seneste par år er blevet skrevet meget om højresvingsulykker, så får det nok flere til at være mere opmærksomme på at kigge ordentligt efter. Men politiet har også haft meget fokus på cyklister, så det, tror jeg også på, kan være en forklaring ud over tilfældige udsving," siger vicepolitikommissær Per Lundbæk Nielsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.