Der er fuld opbakning fra danskerne, hvis prins Joachim vil sætte ring på fingeren af sin kæreste. Gift dig bare med Marie, lyder det fra et stort flertal af befolkningen ifølge en undersøgelse lavet af Analyse Danmark for B.T.
Hele 91 procent synes, at det er i orden, hvis prins Joachim gifter sig med Marie Cavallier.
Det er efterhånden to et halvt år siden, at prins Joachim og Alexandra blev separeret. Marie Cavallier og prins Joachims forhold har i den periode taget nogle gevaldige op- og nedture, men på det seneste er parrets følelser for hinanden blevet så varme, at dronning Margrethe inviterede Marie Cavallier med til påskefrokost på Marselisborg Slot i Århus med hele den royale familie.
Kendere af hoffet ser det som et tegn på, at prins Joachim og Marie Cavallier snart vil bebude, at de skal giftes, men bliver de boende sammen uden at være blevet gift, er det tilsyneladende også i orden med danskerne. Syv ud af ti svarer ifølge undersøgelsen, at det er acceptabelt.
Derimod er der ikke den store opbakning til parret, hvis de vælger at få børn uden at være blevet gift. Næsten halvdelen af danskerne - 45,1 procent - svarer i undersøgelsen, at det ikke er acceptabelt.