Med mindre det drejer sig om barnedåb, konfirmation, bryllup eller begravelse, så går syv ud af 10 danskere ikke i kirke.
Det viser en Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske Tidende.
I juletiden agter færre end en tredjedel af danskerne at gå i kirke. Og flere end halvdelen mener, at kirkens julebudskab har "ringe" eller "slet ingen betydning".
Men det betyder ikke, at kirken må til at missionere, mener lektor i religionsvidenskab Marianne Qvortrup Fibiger fra Aarhus Universitet.
"Mange er kulturkristne og har ikke nødvendigvis et behov for kirken på den traditionelle måde," siger hun.
Biskop i Viborg Stift, Karsten Nissen, kalder tiden for "en flimrende tid"
"Vores samfund er blevet så domineret af medieforestillinger, at vi kommer på afstand af os selv. At der bliver længere vej til at stille spørgsmålene hvem er jeg, og hvad er meningen med mit liv?"