Vi kan ikke spare os ud af de økonomiske problemer.
Det mener danskerne ifølge en ny meningsmåling, som Rambøll Analyse har lavet for Jyllands-Posten.
I målingen er danskerne blevet spurgt om, hvordan vi skal finansiere velfærden, når landet om få år vil komme til at mangle penge, fordi antallet af ældre vokser samtidig med, at antallet af erhvervsaktive falder.
Som klar nummer ét kommer skattestigninger, som 40 procent af de adspurgte foretrækker.
29 procent mener, at afskaffelse af efterlønnen skal løse problemerne.
Mens blot 17 procent peger på offentlige besparelser som løsningen.
Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov mener, at danskernes holdning er et klart nederlag for regeringen.
"Det er en lussing til regeringen økonomiske strategi, der går ud på, at man vil lave Danmarkshistoriens største opbremsning i de offentlige udgifter og spare 24 mia. kr. Det vil jo nødvendigvis gå ud over den velfærd, som vores børn, vores ældre og vores syge skal have," siger han til Newspaq.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) finder det bekymrende, at danskerne peger på skattestigninger:
"Det er den helt forkerte medicin at anvende. Øgede skatter og afgifter vil fordyre vore varer og forhindre, at vi igen kan få højere beskæftigelse," siger han til Jyllands-Posten.