Andelen af danskere, der er medlem af folkekirken, har aldrig været lavere.
Ifølge Danmarks Statistik er 81,5 pct. af danskerne medlem af folkekirken mod 82,1 pct. sidste år. Det er det største medlemsfald i 17 år.
Bag tallet ligger, at flere og flere aktivt melder sig ud af folkekirken, og at færre og færre får deres børn døbt - endda selvom antallet af fødsler er steget.
"Det tyder på en øget bevidsthed om det kirkelige tilhørsforhold, og at man kan uddrage sig det. Det kan meget vel være en følge af den aggressive ateisme," siger Viggo Mortensen, der er professor i teologi ved Aarhus Universitet, til Kristeligt Dagblad.
Han henviser bl.a. til Humanistisk Samfund, der har været fremme med tilbud om gudeløse begravelser og bryllupper.