Det lader til, at danskerne får færre tæsk, end de gjorde tidligere.
I hvert fald er antallet af anmeldelser for vold faldet for første gang i 10 år, skriver 24timer.
Sidste år blev lidt over 11.000 voldsepisoder anmeldt, og det var knap 400 færre end året før.
Det negative ved tallene er dog, at den særlige alvorlige vold er blevet endnu mere grov end tidligere. Dog mener politiet, at det er en positiv udvikling, vi ser.
"Vi oplever, at flere danskere, der bliver udsat for vold, anmelder det. Folk er blevet mindre tolerante, de vil med andre ord ikke finde sig i at blive slået. Hvis vi sammenholder det faktum med, at antallet af anmeldelser er faldet, sætter det jo kun en tyk streg under, at der er mindre vold," siger chefpolitiinspektør Per Larsen til avisen.
Trods positive tal er der da også langt igen, når man ser tilbage til 1998. Dengang modtog politiet 'kun' knap 9.000 voldsanmeldelser.