Ifølge en ny rapport fra Norges statslige forskningsinstitut SIFO er Danmark det land i Norden, som er dårligst til at kradse gæld ind.
Hvor det lykkes nordmændene at få krævet pengene ind i 60 procent af de sager, hvor folk skylder penge væk, er det kun 30 procent af de danske sager, hvor skyldnerne ender med at betale.
Tilbageholder løn
En af forklaringerne er ifølge rapporten, at privatpersoner i Norge og Sverige kan få arbejdsgiverne til at tilbageholde en del af skyldnerens løn. Det må man ikke i Danmark, hvor kun det offentlige kan indkræve penge ved at tilbageholde ansattes løn.
Men Retsplejerådet, som er et udvalg, der rådgiver Justitsministeriet, overvejer nu, om man skal anbefale de danske politikere, at der bliver indført mulighed for, at private kreditorer kan tilbageholde løn.
- Det er noget, vi overvejer i Retsplejerådet i øjeblikket. Man skal se på fordele og ulemper ved at indføre lønindeholdelse for privat inddrivning i Danmark, siger fuldmægtig Hanne Aagard, som er sekretær i Retsplejerådet.
I inkassobranchen håber man, at de danske politikere vil gøre det muligt for private kreditorer at tilbageholde løn.
- Jeg tror ikke, vi har en slappere moral i Danmark. Det er bare lettere at slippe for at betale i Danmark. Det vil være til gavn for samfundet som helhed, hvis vi gjorde op med den tankegang, siger Stefan Schwaerter, som direktør for inkassofirmaet Lindorff og næstformand i Dansk Kredit Råd.
Justitsminister Lene Espersen (K) ønsker ikke at kommentere rapporten, men oplyser, at hun vil afvente Retsplejerådets anbefaling, før hun tager stilling til spørgsmålet.