Har du lige præcis 725.000 kroner på kistebunden, så er du en rigtig gennemsnitsdansker.
Danskerne er blevet rige de seneste fem år, hvor vores samlede nettoformue er blevet fordoblet fra 1991 milliarder kroner i 2002 til 3968 milliarder kroner i 2007. Det betyder, at hver eneste dansker i gennemsnit har en formue på 725.000 kroner. Det viser en ny analyse fra Danske Bank, ifølge Børsen.
Fremgangen skyldes først og fremmest de høje boligpriser. - og af samme grund forventer økonomerne ikke samme vækstrater de kommende år.
- Formuerne vil hele tiden stige, fordi der er løbende opsparing, men jeg har svært ved at forestille mig, at vil vil opleve kraftig vækst i formuerne næste år. Det skyldes både den stagnation, vi ser på boligmarkedet, og den store usikkerhed på finansmarkederne lige nu, siger cheføkonom i Nordea Helge Pedersen til Børsen.
De største formuer findes på Frederiksberg, hvor en villahusstand har en gennemsnitsformue på 5,8 millioner kroner. I kommunerne Morsø og Thisted findes de mindste friværdier - som dog stadig lyder på 1,1 millioner kroner pr. husstand.