Discountkæden Netto er et af de steder, danskerne ville være mest pinlige over at arbejde. Det viser en stor undersøgelse fra YouGov, som Ugebrevet A4 bringer i morgen.
Generelt vil vi være mest kede af at arbejde med dicountvarer, sladderjournalistik og burgere. Både McDonald's og Ekstra Bladet ligger højt på listen over steder, danskerne vil være mest flove over at være ansat. Listen, der bygger på svar fra 15.000 danskere, toppes af Se & Hør.
"Det kan godt være, at folk køber discount for at spare penge, men discount er ikke cool. Discount forbindes ofte med billige og usunde lavprisprodukter af dårlig kvalitet, hvilket harmonerer dårligt med, at det er moderne at spise sund kvalitetsmad." siger sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal til Ugebrevet A4 som forklaring på lavprisfirmaernes dårlige ry.
For mindre end en måned siden var beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ude og belære arbejdsløse akademikere om, at de ikke skulle føle sig for fine til at tage et job som kassedame i Netto. Men faktisk er akademikere den gruppe, der ser mindst ned på Netto som arbejdsplads.
"Et bud kan være, at Netto jo aldrig har været et sted, hvor akademikere har været for fine til at handle," siger professor i Sociologi ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen.
Undersøgelsen viser også, at danskerne vil være mest stolte af at arbejde med velgørenhed og på prestigefyldte danske firmaer som Lego, Bang & Olufsen og Novo Nordisk.
Kilde: Ugebrevet A4.