Tænd for bruseren, af med tøjet, ind under de varme stråler og smør godt med sæbe på. Det daglige bad er en obligatorisk start på de fleste danskeres hverdag.
Men hver fjerde af os går i bad flere end syv gange om ugen, viser en undersøgelse, som Norstat Danmark har foretaget for Nyhedsbureauet Newspaq.
Den store badetrang er overraskende og helt unødvendig, mener overlæge Leif Percival Andersen fra infektionshygiejnisk enhed på Rigshospitalet i København.
"Det er overraskende fordi, de færreste har behov for at bade mere end én gang om dagen, med mindre man har et meget snavset arbejde," siger han.
For mange bade kan nemlig have den modsatte effekt og gøre huden mere modtagelig over for infektioner med f.eks. stafylokok-bakterien, der kan give bylder og bumser.
"Der sker det, at når man bader og vasker sig med sæbe, så affedter man huden. Og den fedthinde, der ligger på huden, virker som et beskyttende lag i forhold til kolonierne af bakterier. Derfor har man en øget risiko for hudinfektioner med f.eks. stafylokokker, der ofte vil kræve behandling, hvis man bader for meget," siger Leif Percival Andersen.
Set over de seneste 50 år har danskernes badevaner ændret sig drastisk, fortæller etnolog og inspektør på Københavns Bymuseum Inger Wiene. Dengang var det normalt at bade en enkelt gang om ugen. Men i dag bader færre end to procent kun en gang om ugen.
"For 50 år siden var det normalt at tage et bad en enkelt gang om ugen. Og i dag er det så normalt en gang om dagen. Det skyldes dels, at der ikke var så mange, der havde adgang til et bad for 50 år siden. Og så er der kommet mere fokus på udseende og hygiejne. Mange vasker håret hver dag, fordi det skal se godt ud, frem for at det skal blive rent," siger hun.
Undersøgelsen fra Norstat viser desuden, at halvdelen af danskerne bader 6-7 gange om ugen. Knap 15 procent bader 4-5 gange om ugen, mens 10 procent går i bad 2-3 gange om ugen. Knap to procent går i bad en enkelt gang om ugen eller færre gange.