Begrebet »danskerklub« klinger efterhånden en smule tomt i tysk fodbold.
Hverken Jon Dahl Tomasson, Leon Andreasen eller Daniel Jensen fik spilletid i den tyske Bundesliga lørdag. Jonas Kamper startede til gengæld inde for Bielefeld, men han blev skiftet ud efter 58 minutters spil mod Dortmund. Og så var det slut med dansk deltagelse for denne gang. Jonas Kamper kan ikke engang brokke sig over udskiftningen, for 10 minutter senere kom Bielefeld foran med 1-0. Kampen endte dog 1-1, da dortmunderne udlignede på et straffespark i sidste minut.
Længere sydpå i Stuttgart får Jon Dahl Tomasson formentlig endnu sværere ved at kritisere sin træner. Uden dansk indblanden vandt Stuttgart 4-2 på udebane over Aachen og ligger nu på en andenplads i Bundesligaen.
Werder Bremen ligger nummer et, men lørdag kunne de godt have brugt lidt hjælp fra dansk dynamit, idet holdet kun fik det ene point efter en meget skuffende 1-1¿er mod Energie Cottbus.
Fredag vandt danskerklubben Bochum - uden Peter Skov Jensen i målet, og med en skadet Tommy Bechmann på tribunen - 2-0 ude over Hannover 96 (med Jonas Troest på tribunen). Søndag spiller danskerklubberne Schalke (hjemme mod Bayern) og Gladbach (i Frankfurt), og så man som dansker håbe, at Søren Larsen, Peter Løvenkrands, Bo Svensson, Kasper Bøgelund og Thomas Helveg får mere spilletid end deres landsmænd fredag og lørdag.