Tommy Bechmann havde kun været på banen i tre minutter, da han satte et helt afgørende aftryk på bundkampen mellem Bochum og Hamburger SV i den tyske Bundesliga.
Da danskeren blev skiftet ind efter 67 minutter var stillingen 1-1, men kun tre minutter senere erobrede den tidligere Esbjerg-spiller bolden på midten og begyndte et raid mod nordtyskernes mål. Lige uden for feltet blev Bechmann dog nedlagt og på det efterfølgende frispark knaldede Zvjezdan Misimovic kuglen helt op i hjørnet til slutresultatet 2-1 til Bochum.
I den anden ende af banen stod Peter Skov-Jensen udmærket og havde flere gode redninger ? uden dog at være blandt sit holds bedste.
Han var sagesløs ved det ene mål, han lukkede ind. Kort efter målet måtte hjemmepublikummet holde vejret, da Bechmann på det nærmeste blev savet midt over af Hamburgers Rafael van der Vaart, som ganske fortjent så rødt. Heldigvis kunne Tommy Bechmann rejse sig og spille videre.
Hamburger SV sidder fast
Det er dog forståeligt, at spillerne fra Hamburger SV blev frustrerede. Med nederlaget til Bochum sidder den traditionsrige klub nemlig godt og grundigt fast på næstsidstepladsen i bunden af Bundesligaen. Dér er klubben ikke vandt til at befinde sig: HSV er det eneste tyske hold, der aldrig har været ude af Bundesligaen. Det kan man også se på klubbens hjemmeside, hvor et ur viser, hvor længe klubben har været førsteklasses, som det hedder. I skrivende stund 43 år, 100 dage, en time, 12 minutter og 43 sekunder.
Samtidig med at Bochum rykkede over stregen, rykkede en anden danskerklub ned under den. Gladbach med både Bo Svensson og Thomas Helveg på banen fra start fik 1-1 mod Bayern München, men det rakte altså ikke til at holde pladsen over stregen. Daniel Jensen fik de første 69 minutter på banen, da hans hold vandt 3-1 over Hertha Berlin og dermed spillede sig op på ligaens førsteplads. Jonas Kamper fik de første 82 minutter for Bielefeld i 0-0-kampen mod Leverkusen.