Danskerklubben Borussia Mönchengladbach er alvorligt fedtet ind i nedrykningskampen i Bundesligaen. Holdet har ikke vundet i 12 kampe i streg. Tirsdag aften var både Kasper Bøgelund, Bo Svensson og nyindkøbte Mikkel Thygesen med i startopstillingen, da Borussia Mönchengladbach hjemme mod Nürnberg spillede 0-0. Holdet er fortsat under nedrykningsstregen, og Mikkel Thygesen erkender, at der er et stort pres på spillerne.
»Der er et enormt pres på fra tilskuerne og fra klubben. Det er en storklub, og det må man lære at leve med. Der vil altid være pres på her,« siger Mikkel Thygesen til Ekstra Bladet.
Han har indtil videre spillet to kampe for Borussia Mönchengladbach og erkender, at han endnu ikke helt har vænnet sig til tempoet i Bundesligaen.
»Jeg synes, det gik fint. Jeg fik lavet nogle af mine dybdeløb, men jeg kan godt mærke, at jeg stadig mangler lidt. Tempoet er meget højere hernede,« siger Thygesen til Ekstra Bladet.
I tirsdagens øvrige kampe fik Bochum 0-0 på udebane mod Bayern München. Det kostede sydtyskerne tredjepladsen i ligaen. De
blev overhalet af Stuttgart, der vandt 3-2 over Bielefeld, hvor Jonas Kamper spillede anden halvleg. I aftenens sidste kamp spillede Wolfsburg og Frankfurt 2-2.