Dødstallet stiger i takt med, at redningsarbejderne i Christchurch, New Zealand, kæmper for at grave sig gennem den ødelagte by.
Da jordskælvet fandt sted natten til tirsdag dansk tid, var der en del danskere i området. Udenrigsministeriets Borgerservice kunne i går oplyse, at 15 danskere var savnet i området.
Det er stadig uvist, præcis hvor stort det tal er i dag. Men Kjeld Frandsen, souschef ved den danske ambassade i Canberra i Australien, kan fortælle, at de danskere, man har været i kontakt med, er i god behold.
"Der er ingen informationer, der tyder på, at danskere er blandt de omkomne eller blandt de sårede," siger han.
"De, der har været tæt på begivenhederne eller ligefrem været i Christchurch under jordskælvet, de er selvfølgelig chokkerede og berørte af det. Men de fleste jeg har talt med tager situationen forholdsvist roligt," siger Kjeld Frandsen i telefonen fra Australien.
Der ligger ikke nogen dansk ambassade i New Zealand, så derfor er det ambassaden i Australien, der tager sig af de danske ofre for jordskælvet. Man hjælper især med at etablere kontakt til pårørende i Danmark og sørge for hjælp med hjemrejsen.
"Mange vil selvfølgelig gerne hjem fra området. Det er ikke et særligt rart sted at opholde sig lige nu," fortæller Kjeld Frandsen.
Myndighederne i New Zealand oplyser, at omkring 300 mennesker stadig er savnet i ruinerne i Christchurch.