Egypten kan glæde sig over, at danskerne tilsyneladende har lagt Muhammedkrisen bag sig og nu vælger at holde vinterferie i landet igen. Den kommende vinter vil antallet af danske gæster nærme sig niveauet før krisen, viser de sidste salgstal fra charterbranchen. Det skriver zoommagazine.dk
»Lige nu sælger vi 40 procent flere rejser til Egypten, end vi gjorde sidste år på samme tid. Det betyder, at danskerne for alvor er klar til Egypten igen, og det finder jeg utrolig glædeligt. Egypten kan så meget, både klima- og oplevelsesmæssigt, og det vil nu igen komme mange tusind sol-udsultede danskere til gode,« siger Stig Elling, salgsdirektør i Danmarks største rejsearrangør, Star Tour.
Afgangene omkring jul og nytår er nu helt udsolgt, og generelt er seks ud af ti rejser til Egypten solgt på nuværende tidspunkt for den kommende vintersæson.
Sætter ekstra fly ind
For første gang siden Muhammedkrisen er det nødvendigt at indsætte ekstra kapacitet til Egypten.
Star Tour sætter således en ekstra afgang ind til Hurghada fra 11. oktober og hele vinteren over for at dække den store efterspørgsel, der igen er på Egypten-rejser. I alt cirka 2.000 ekstra pladser.