Danmark har i dag taget et godt skridt i retningen af VM.
Det skete, da de danske håndboldkvinder, der var på besøg i Polen, bankede værterne med cifrene 23-16.
Særlig anden halvleg tilhørte danskerne, som spillede flot sammen og førte stort hele halvlegen igennem. Og det på trods af, at holdets stærke forsvarsspiller Line Jørgensen måtte se den fra bænken.
Allerede efter ni minutter tvang en hård tackling det 21-årige talent til jorden med et skrig. Resten af kampen måtte hun overvære med is på knæet.
Også Lærke Møller måtte humpe fra banen med et skadet knæ allerede i første halvleg af kampen.
Heldigvis er der flere stjerner på det danske hold. Keeper Karin Mortensen tog i første halvleg intet mindre end tre straffekast i streg til naturlig frustration for de polske kvinder.
Alligevel endte første halvleg lige med otte mål til hvert hold.
I anden halvleg trak danskerne så fra. Polakkerne fik lov at føre en enkelt gang med cifrene 9-8, men det var også sidste gang, danskerne måtte se sig selv bagud. Med to hurtige mål kom danskerne igen foran, og føringen blev kun større den sidste halve time.
I næste weekend får polakkerne mulighed for revance, når de to hold mødes til returkamp i Randers.