Nytårstorsk, champagne, spas, fyrværkeri og Dronningens nytårstale.
Årets sidste aften er fuld af ritualer og forventninger. Alligevel mener kun knap hver 10. dansker, at nytårsaften er "årets største fest".
Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har lavet for Newspaq.
Livsstilsekspert Niels Folmann er dog ikke overrasket.
- Jeg tror, vi har lidt svært ved at holde kadencen over en hel uge. Først skal vi igennem alle juledagene og så holde gejsten til nytåret og sige, at nu bliver det årets største fest. Det gør det over hele hovedet ikke, siger han til Newspaq.
For otte ud af 10 danskere er nytårsaften "blot er en hyggelig aften", mens seks procent mener, at nytåsaften er en aften "som alle andre". Det passer godt ind i Niels Folmanns verdensbillede.
- Man inviterer lidt venner eller familie og spiser fondue, torsk eller højreb. Så nytårsaften er blevet til, hvad der svarer til en god lørdag aften i gode venners lag, siger Niels Folmann.
Kun de unge har stadig høje forventninger til årets sidste aften. Blandt de 18 til 29-årige mener 15 procent mod i gennemsnit 8,2 procent af hele befolkningen, at nytårsaften er årets største fest.
Det skyldes, at de unge ikke selv har stået bag kødgryderne og yder det store i juleugen, påpeger livsstilseksperten.
- De har masser af energi. For dem er nytårsaften det helt store brag, hvor de ryger nogle cigarer og fyrer noget nytårsskyts af, siger Niels Folmann.
Sådan spurgte vi:
Hvordan er dit primære forhold til nytårsaften?
Det er årets største fest: 8.2%
Det er blot en hyggelig aften: 78.9%
Det er en aften som alle andre: 6.0%
Det bliver altid en fuser: 5.0%
Jeg fejrer ikke nytår: 1.4%
Ved ikke: 0.6%
Undersøgelsen er gennemført via internet, repræsentativt fordelt blandt danskere over 18 år. Der er gennemført i alt 556 interview, og det giver en usikkerhed på 4,16% på totaler.
Undersøgelsen er gennemført i perioden 20. - 25. november 2012 af Wilke.