De danske styrker gøres i en ny dokumentarfilm medansvarlige for, at fanger i Afghanistan er blevet udsat for tortur.
Derfor vil De Radikale og Enhedslisten have en forklaring i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Det skriver DR Nyheder Online.
I dokumentarfilmen »Den hemmelige krig«, som har premiere i næste uge, interviewer Christoffer Guldbrandsen fem fanger, der siger, at de har været udsat for tortur efter, at de danske soldater overdragede dem til deres amerikanske kolleger. De fem fanger er ifølge filmen en del af en gruppe på 31 mand, som blev taget til fange af de danske soldater på en koranskole i 2002.
Forsvarsminister Søren Gade afviser, at filmens påstande skulle være sande.