De ønsker faktisk at købe en bolig og har også råd til det. Men i stedet vil de bo til leje for en periode, mens de venter på, at boligprisernes nedtur stopper igen.
Det viser en undersøgelse blandt mere end 1000 kunder hos Danmarks største formidler af private lejemål, skriver dr.dk.
"Vi har et ejerboligmarked, som mildest talt er gået i stå. Det gør, at flere rykker over i lejeboligmarked, fordi de venter på, at boligmarkedet stabiliserer sig igen, siger Steffen Møller, der er direktør i boligportal.dk.
Og det er ikke kun førstegangskøberne, der holder sig tilbage. En stor del af lurepasserne på boligmarkedet er faktisk folk, der sælger deres ejerbolig for at bo til leje.
Det kan de spare gode penge på hver måned. Desuden håber de på, at de kan købe en ny bolig igen om nogle år til en langt billigere pris, end de i sin tid solgte for.