Kokain har længe givet rynker i panden hos eksperter verden over.
For år tilbage blev stoffet metadon opfundet, som kan bruges til at afvænne mennesker, der er afhængige af heroin. Men det har hidtil været umuligt at udvikle noget tilsvarende for kokain-misbrugere.
Nu har danske forskere fundet ud af, hvorfor man har forsøgt forgæves.
Kokain gør, at kroppens eget 'belønningsstof', dopamin, hober sig op i hjernen, så det giver en voldsom følelse af lykke. Det sker ved, at kokain forhindrer dopamin i at blive transporteret tilbage igen ved at blokere det.
Naturlig lykke
Men man har ikke kunnet regne ud, hvordan kokainen blokerede. En international forskergruppe med dansk deltagelse har nu fundet ud af, at kokain opfører sig nøjagtig, som kroppens eget stof dopamin gør, hvis man føler lykke af naturlige årsager.
Det forklarer, hvorfor det ikke er lykkedes at udvikle et middel, som ville gøre, at kokain mistede sin virkning på dem, der tog det. Et stof, der spærrer for kokainen, vil nemlig tage kokainens plads og dermed også blokere kroppens eget dopamin, fordi dopamin og kokain opfører sig ens. Og hvis stoffet blokerer for dopamin, hober det sig op i hjernen, og så er effekten den samme som ved kokain.
»Så får man den samme stimulerende vanedannende effekt, og så er vi lige vidt,« siger forsker Claus Juul Løland fra Københavns Universitet.
Opdagelsen får dog ikke forskerne til at opgive at udvikle et middel til at afvænne misbrugere. De tester nu et stof, som ser ud til at gøre det samme som kokain – bare meget langsommere.
»Når det virker langsommere, blokerer det for kokainen, men det giver ikke det samme 'rush' som kokain. Vi kan se i vores forsøg, at det virker på rotter. Om det så virker på mennesker, må tiden vise.«