Søndagens ni bombeangreb, som kostede tre mennesker livet i Thailands hovedstad Bangkok, skræmmer tilsyneladende ikke de danske turister.
Flere store rejsebureauer fortæller mandag middag, at de endnu ikke har fået henvendelser fra bekymrede kunder, der skal til Thailand i de kommende dage.
PR-chef Rikke Koks Andreasen fra Apollo Rejser mener, at danskerne godt kan gennemskue, at søndagens bomber ikke var rettet mod turister.
»Hvis de, der stod bag bomberne, ville have ramt turisterne, var de gået efter de store hoteller, og det gjorde de ikke. Jeg tror ikke, at folk er bekymrede for det, men hvis de er, så må vi tale med dem og finde ud af det,« siger Rikke Koks Andreasen.
Hun henviser i øvrigt til, at Udenrigsministeriet ikke fraråder danskere at rejse til Thailand, og så længe det ikke sker, vil rejsebureauet fortsætte rejserne som normalt.
»Vi lytter til Udenrigsministeriet, det, synes vi, er det mest seriøse at gøre. Vi har ikke forudsætninger for selv at vurdere sikkerheden,« siger hun.
Også MyTravel og Star Tour gennemfører planlagte rejser til Thailand som normalt. Begge selskaber har danskere i Bangkok, men heller ikke her er der optræk til panik.
»Vi har informeret dem om situationen, og de tager det roligt. De fleste var slet ikke klar over, at der var sprængt bomber,« siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.
Hvis der skulle være danskere, som ikke tør tage af sted, er der ind til videre ikke noget at gøre.
»Hvis de ikke vil af sted, mister de deres penge. Sådan er det, så længe Udenrigsministeriet ikke advarer mod udrejse,« siger Stig Elling.
Han anslår, at der i alt er mellem 1400 og 1700 danskere i Bangkok i øjeblikket, i hele Thailand er der cirka 4500 danskere.
Mandag fraråder Udenrigsministeriet danskere i Thailand mod at gå rundt i Bangkok, hvis det ikke er strengt nødvendigt. Ministeriet opfordrer i øvrigt danskere i Bangkok til at lytte til og følge de lokale myndigheders anvisninger.