Alle rejser til Gaza-striben og Vestbredden blev onsdag frarådet af Udenrigsministeriet. Danskere kan risikere at komme i klemme i nye kampe mellem de palæstinensiske rivaler i Hamas og Fatah.
Og det er ikke kun danskere, der er i fare i de palæstinensiske områder. Lokale palæstinensiske sikkerhedsfolk opfordrer alle europæere og amerikanere til at forlade Gaza-striben, fordi risikoen for kidnapninger er meget høj. Det skriver nyhedsbureauet AFP, der har talt med en kilde i de palæstinensiske sikkerhedsstyrker.
En anden sikkerhedskilde oplyser til bureauet, at truslen er rettet mod ansatte i FN-organisationen UNRWA, der er FN’s særlige nødhjælpsorganisation for palæstinensiske flygtninge.
»Chefen i Gaza, Christer Nordahl, bekræfter, at de har fået en generel advarsel fra de palæstinensiske myndigheder,« siger Johan Eriksson, der er talsmand for UNRWA, til den norske tv-station NRK.
Ifølge talsmanden har FN ingen planer om at trække UNRWA’s ansatte ud af Gaza-striben.
Mandag blev en fotograf fra det franske nyhedsbureau AFP bortført i Gaza, Hans kolleger krævede onsdag den 50-årige peruvianer løsladt. Ifølge kollegerne er hans liv i fare, fordi han skal bruge medicin mod en hjertesygdom.