Der har såmænd været rigelig med oplevelser i den syditalienske fodboldklub Reggina for klubbens tre unge danskere, Kris Stadsgaard, Mike Tullberg og Nicki Bille Nielsen, som er lejet ud til Lucchese.
Men oplevelserne har været så groteske, at der ifølge den tidligere FC Nordsjælland-forsvarer Kris Stadsgaard er stof nok til flere bøger.
Efter blot et halvt år i klubben ønsker han sig langt væk fra Calabrien på den italienske støvlespids.
»Hjemmefra vidste jeg godt, at det ikke var helt så organiseret, men jeg havde ikke regnet med, at det var så kaotisk. Der bliver lagt mere og mere på hver uge, og der er ikke noget, som kan overraske mig mere. Det er et stort cirkus,« siger Kris Stadsgaard.
Han er for eksempel slet ikke på talefod med Serie A-bundklubbens præsident, og måske af samme grund indgår forsvareren ikke længere i klubbens planer, selv om han har kontrakt til 2011.
Fyring ikke nok
I går blev Regginas træner siden november måned, Renzo Ulivieri, fyret og erstattet af veteranen Nevio Orlandi, men det ændrer ikke noget på 22-årige Kris Stadsgaards situation.
»Det er nærmest blevet dagligdag, at træneren bliver fyret. Det kan ikke blive værre, end det er nu, men jeg tror nu, der skal mere end en trænerfyring til, hvis jeg skal spille. Min plan er stadig, at jeg skal væk til sommer,« siger han.