Det danske håndboldlandshold risikerer at spille i halvtomme haller uden danske tilskuere, når VM går i gang i morgen. Det er konsekvensen af de høje billetpriser til årets VM-kampe, skriver Politiken.
Prisen for at se en håndboldkamp med det danske landshold er 500 kroner, og den pris er så høj, at den assisterende landstræner, Kim Jensen, er bange for, at der ikke vil være tilskuere nok.
"Jeg frygter, det bliver ligesom i Skt. Petersborg," siger Kim Jensen til avisen, og henviser til VM-slutrunden for fire år siden, hvor de danske håndboldspillere måtte spille i iskolde haller med næsten tomme tribuner.
Landsholdledelsen har kontaktet danskere, som bor i Kina, og har fået det indtryk, at folk synes priserne er for høje.
Det er ikke lykkes ledelsen at få sænket priserne, og man undrer sig over, at en billet til en dansk håndboldkamp skal koste 500 kroner, når det kun koster 100 kroner at komme ind og se Norge spille VM-kamp.
Danmark skal spille sin første VM-kamp i morgen klokken 14.00 mod Tyskland.