Efter godt 17 ud af 24 timer i det traditionsrige Le Mans gør flere danskere væsen af sig helt fremme i feltet.
I den samlede stilling ligger David Heinemeier Hanssons bil fortsat på en tredjeplads, selv om den hører til i løbets næstbedste klasse, LM P2
Klokken 08.10 er det netop danskeren, der har overtaget styringen af Vaillante Rebellion-bilen. Det rækker lige nu til en andenplads i deres klasse lige efter en bil fra Jackie Chang DC Racing.
Helt i front for løbet finder man en Porsche fra LM P1, der er 13 omgange foran Hanssons vil. Seks biler er med fra den bedste klasse, men tre af dem er udgået.
Jan Magnussens Corvette ligger klokken 08.30 i spidsen for GTE Pro-klassen og sammenlagt nummer 18 med Jordan Taylor fra USA i bilen.
Danskerne Nicki Thiim og Marco Sørensen er en del af Aston Martin nummer 95, der klokken 8 overtog førstepladsen i klassen med Richie Stanaway bag rattet.
Han kørte imidlertid af banen kort efter, så Magnussens Corvette sneg sig i front.
Aston Martin nummer 95 måtte derefter tilbringe en længere periode i pit for at få bilen klar igen, og den raslede ned i stillingen, så den nu er ude af kampen om topplaceringerne.
Den ligger klokken 09.25 nummer ni i klassen og 29 sammenlagt.
I samme klasse lå Michael Christensens Porsche på førstepladsen tidligere i løbet, men danskeren havde siddet i bilen i omkring 20 minutter, da han i nat kørte af banen og måtte udgå.
Endelig er Christina Nielsen fortsat en del af løbet i Ferrari nummer 65. Den ligger nummer 11 i GTE Am-klassen og nummer 42 samlet.
Løbet slutter søndag eftermiddag klokken 15.
/ritzau/