Mere tørke, flere orkaner og mere regn. Verdens klima er under hastig forandring som følge af den stigende temperatur på kloden, og det bekymrer ikke kun klimaeksperterne. Også befolkningen frygter konsekvenserne af den globale opvarmning, som danskerne i vid udstrækning er overbeviste om er menneskeskabt. Det viser en undersøgelse foretaget af ACNielsen.
»Danskernes kendskab til den globale opvarmning svarer til det globale gennemsnit, men ser vi på med hvilken alvor danskerne betragter emnet, ligger vi under det globale gennemsnit. Med udgivelsen af FNs klimarapport i sidste uge kombineret med de usædvanlige vejrforhold, er det forventeligt, at emnet vil blive diskuteret med stor intensitet i den kommende tid, og det kan naturligvis rykke på vores opfattelse af problemets alvor,« siger Ivar Michaelsen, administrerende direktør i ACNielsen, i en pressemeddelelse.
I alt 30 procent af danskerne betegner den globale opvarmning som et meget alvorligt problem mod 57 procent af klodens befolkninger på verdensplan. 41 procent af danskerne mener, at den globale opvarmning udelukkende er menneskeskabt. ACNielsens undersøgelse er gennemført på tværs af 46 lande med deltagelse af flere end 25.000 personer.