Lørdag tager fugleentusiaster over hele landet opstilling i fugletårne for at se, hvem der kan spotte flest fuglearter på otte timer. Det sker, når DOF BirdLife afholder Tårnenes Dag samme dag som Verdens Trækfugledag.
Konceptet er enkelt: Saml et hold, find et tårn og sæt navne på så mange fugle som muligt. Det hold, der når længst på artslisten, vinder.
Tårne i Vestjylland, Nordjylland, København og Nordsjælland ventes at byde på de bedste observationer, og konkurrencen er ikke kun intern - den strækker sig over Øresund og Bottenhavet.
- Konceptet bag Tårnenes Dag stammer fra Finland, hvor arrangementet første gang blev holdt i 1994. Siden maj 2015 har Finland, Sverige og Danmark holdt Tårnenes Dag samme lørdag i maj, og begivenheden har formet sig som en landskamp de tre lande imellem, siger Lars Holm Hansen, formand for DOF BirdLifes afdeling i Vestjylland og tovholder på dagen.
I Danmark er traditionen blevet holdt i gang siden 2006.