Ja eller nej til at hjælpe økonomisk trængte EU-lande.
Det spørgsmål deler os danskere midt over.
En Rambøll-måling bragt i Jyllands-Posten i dag viser, at 47 procent er imod dansk hjælp til de nødlidende EU-lande, mens 44 procent er for at Danmark skal hjælpe økonomisk.
Undersøgelsen viser også, at det er de unge, de veluddannede og mændene, der vil støtte de svage økonomier i EU. Politisk er der klart mest modstand blandt Dansk Folkepartis vælgere, hvoraf 73,9 procent siger nej til at hjælpe lande som Grækenland og Irland.
Omvendt er det ifølge meningsmålingen især De Radikales vælgere, der er villige til at give penge til lande med ondt i økonomien.
Resultaterne kommer i forlængelse af andre undersøgelser, der viser, at danskernes modstand mod deltagelse i euroen aldrig har været større.
Kilde: Jyllands-Posten