Regeringens melding fra den 8. januar om, at danskerne har udsigt til at være vaccineret mod corona senest den 27. juni, har sat gang i salget af sommerferierejser. Men man skal tænke sig godt om, advarer både Forbrugerrådet Tænk og en af landets førende viruseksperter.
- Hvis man bestiller en sommerferierejse til udlandet nu, skal man være risikovillig og indstillet på, at man måske ikke kommer afsted, siger politisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk, Vibeke Myrtue Jensen.
Hvis rejsen ikke kan gennemføres, risikerer man at miste sine penge. Det gælder uanset, om man arrangerer rejsen selv eller køber en charterferie, skriver Jyllands-Posten.
Professor i mikrobiologi ved SDU Hans Jørn Kolmos understreger, at ingen ved, om smittetrykket vil være lavere til sommer, selv om eksperterne forventer det.
- Hvis man bestiller sin sommerferie sydpå nu, gambler man lidt og bør som minimum have en god afbestillingsforsikring. For vi ved ikke, hvordan pandemien og planerne for vaccine udvikler sig i løbet af foråret, siger Hans Jørn Kolmos.