Med ni timer igen af årets 24-timers-løb i Le Mans er der ikke længere danskere i front i nogen af løbets bilklasser.
Porschen med nummer 88 med danske David Heinemeier Hansson blandt kørerne måtte tidligt søndag morgen overlade føringen til en Ferrari-racer i GTE Am-klassen.
Danskeren sad ikke selv bag rattet, da teamet mistede føringen.
I samme klasse finder man på niendepladsen det rent danske team med Mikkel Mac, Johnny Laursen og Christina Nielsen. Sidstnævnte er den første danske kvinde, der stiller op i løbet.
I GTE Pro-klassen er Jan Magnussen og teamkammeraterne i Corvetten søndag morgen langt fra podiepladserne. Forhåndsfavoritterne ligger aktuelt nummer ni.
Michael Christensen er i samme klasse med hos Dempsey-Proton Racing, der ligger nummer fem, mens de to danskere Nicki Thiim og Marco Sørensen kører for Aston Martin Racing og er på en fjerdeplads søndag morgen.
Le Mans afvikles i år uden danskere i prototypeklassen (LMP1). I den klasse har Danmark stolte traditioner med Tom Kristensens ni sejre.
I topklassen fører Porsche 15 timer inde i løbet foran Toyotas to racere med startnumrene 6 og 5. Toyota havde længe ligget i front, men der blev vendt op og ned på top-3 på kort tid, da begge Toyotas biler kørte i pit.
Inden længe skal der skiftes chauffør i Porsche-bilen, og så kommer Toyota formentlig i front. Toyota har aldrig tidligere vundet i den hurtigste klasse ved Le Mans.
Der er kun knap fem sekunder mellem den førende Toyota og Porsche-raceren på andenpladsen.
Årets løb blev skudt i gang lørdag klokken 15 i regnvejr. Men de seneste mange timer er blevet kørt i tørt føre, og vejrudsigten tyder på, at vinderen kan løfte trofæet søndag eftermiddag i tørvejr.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.