Danske Mark O. Madsen sikrede sig søndag karrierens tredje sølvmedalje ved verdensmesterskaberne i brydning.
Sølvmedaljen kom i hus på Madsens hjemmebane i Herning efter et nederlag til tyrkeren Selcuk Cebi.
Cebi vandt sikkert i to perioder, skriver sporten.dk.
I første periode måtte den 25-årige dansker affinde sig med, at den to år ældre tyrker skubbede ham ud af kampzonen og sikrede sig det første point.
Allerede i anden periode strøg tyrkeren op på seks point efter at have svinget Mark O. Madsen rundt - og dermed samtidig smidt danskerens gulddrømme på gulvet.
Mark O. Madsen har tidligere vundet VM-sølv i 2005 og 2007, mens det blev til en bronzemedalje i 2006.