En dansker sidder i øjeblikket fængslet i Sevilla i Spanien. Det bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice over for Ritzau.
Ifølge Spaniaavisen.no drejer det sig om en 38-årig mand, der blandt andet skulle have solgt et halvt ton hash og været i besiddelse af våben. Hos Udenrigsministeriet vil man dog ikke udtale sig om sagens detaljer.
- Vi kan bekræfte, at en dansk statsborger sidder fængslet i Sevilla i Spanien. Ambassaden i Madrid behandler sagen og yder konsulær bistand, fortæller vagthavende hos Udenrigsministeriet.
Ifølge Spaniaavisen.no skulle danskeren have forklaret, at han og kæresten, som også er anholdt i sagen, var på flugt fra en narkobaron.
Parret har angiveligt stjålet hashen fra narkobaronen og solgt det videre, og de var på vej til Thailand, da politiet fik fat i dem.
Det skete ved noget af en tilfældighed. Manden blev bedt om at køre ind til siden i forbindelse med en rutinekontrol, som politiet foretog.
Det havde manden ikke lyst til, og han forsøgte at flygte fra ordensmagten i sin udlejningsbil. Da politiet fik standset bilen, viste det sig, at manden var bevæbnet med en pistol.
Det fik efterfølgende politiet til at ransage mandens hotelværelse. Her fandt betjentene mandens kæreste og et større kontantbeløb på 147.210 euro. Penge, som angiveligt stammer fra hashsalget.
Manden skulle have forklaret til politiet, at han var bevæbnet, fordi han var bange for narkobaronen.
/ritzau/