Den danske alpine skiløber Christoffer Faarup sluttede lørdag som nummer 56 i mændenes styrtløb ved World Cup-stævnet i Beaver Creek.
I alt 69 deltagere kom igennem løbet.
Christoffer Faarup kom i mål i tiden 1 minut 43,91 sekunder. Det var 3,45 sekunder langsommere end løbets vinder.
Faarup fik sæsondebut i mændenes første styrtløb i sæsonen i Lake Louise i Canada for nylig. Her blev det til en placering som nummer 66.
Lørdagens World Cup-løb blev vundet af nordmanden Aksel Lund Svindal, der er tilbage efter en operation i menisken i begyndelsen af året.
Han kom igennem i tiden 1 minut og 40,46 sekunder, og det var nok til at ende øverst på podiet.
/ritzau/