Dansker scorer kæmperolle i Netflix-serie
Claes Bang glæder sig til at fordybe sig i rollen som Dracula. (Foto: Foto: Netflix)
Forleden blev Claes Bang optaget som medlem af Oscar Akademiet.

Claes Bang har for alvor fået gang i karrieren og har nu scoret rollen som Dracula.

Den 52-årige danske skuespiller siger i en pressemeddelelse, at han glæder sig meget til at dykke ned i den dystre karakter:

- Jeg glæder mig rigtig meget til at fordybe mig i denne ikoniske og meget interessante karakter. Ja, han er ond, men der er så meget mere ved ham, han er karismatisk, intelligent, vittig og sexet, siger Claes Bang.

Serien er en BBC One-serie, der uden for Storbritannien og Irland får premiere på Netflix.

Manuskriptet er i hænderne på de talentfulde Steven Moffat, Mark Gatiss og holdet der står bag Sherlock.

Foruden den danske skuespiller er stjerner som Dolly Wells, John Heffernan, Joanna Scanlan, Sacha Dhawan, Jonathan Aris, Morfydd Clark og Nathan Stewart-Jarrett på rollelisten.

Inde i Oscar-varmen

Claes Bang havde stor succes i 2017, hvor han spillede hovedrollen i filmen "The Square", der vandt Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes og var nomineret til en Oscar i 2018.

Og forleden meddelte Oscar Akademiet, som står bag uddelingen af den prestigefyldte oscarpris, at Claes Bang er med på listen over nye medlemmer.

Listen tæller 11 danske medlemmer og ny på listen er også instruktør Pernille Fischer Christensen.

via Listen To News