- Vi kunne ikke gøre fra eller til.
Sådan lyder det fra en dansk turist, som var ombord på en ubåd af den type, der torsdag sank ved feriested i Egypten og kostede seks personer livet.
Det er TV2, der har talt med Niels Ritter, som forrige søndag var med en ubåd ud for kysten ved Hurghada - et kendt feriemål for danskere.
Han fortæller, at der var omkring 40-45 mennesker ombord på ubåden, da den dykkede 21 meter ned i det koralfyldte farvand i Det Røde Hav.
Niels Ritter beretter samtidig, at turisterne ombord slet ikke modtog sikkerhedsinstruktioner inden dykket.
- Når først lugen var lukket, kunne vi hverken gøre fra eller til, siger den 67-årige pensionist til TV2.
Alt foregik uden problemer, da Niels Ritter var med turist-u-båden, men torsdag gik det galt, da en af firmaet Sindbads u-både sank med flere end 40 passagerer ombord.
Seks turister - alle russiske statsborgere - mistede livet. Ni personer blev kvæstet, hvoraf de fire er i kritisk tilstand. Ifølge BBC blev 29 personer reddet uskadte op. Indtil videre er det kommet frem, at der også var norske, svenske og egyptiske statsborgere ombord.
Ifølge BBC er de fem besætningsmedlemmer blevet afhørt af de egyptiske myndigheder.
Firmaet Sindbad råder over flere ubåde. Williams Street Family Diaries/Reuters/Ritzau Scanpix