En dansk statsborger var med om bord på det forulykkede Airbus-fly fra Germanwings.
Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice til Ekstra Bladet.
Udenrigsministeriets Borgerservice ønsker ikke at uddybe yderligere omkring personens identitet, men siger til Ekstra Bladet, at de pårørende er underrettet.
Undersøges om der er flere danskere
Ialt 150 personer var om bord på flyet, der efter at være lettet fra Barcelona med kurs mod Düsseldorf tirsdag styrtede ned i det sydfranske alper. 144 af dem var passagerer og seks var besætningsmedlemmer.
En stor del af dem var tyske og spanske statsborgere.
Om der er flere af passagererne, der er danske statsborgere, er fortsat ved at blive undersøgt.
Allerede tidligt tirsdag kom det frem, at ingen om bord på flyet formodes at have overlevet styrtet.