Dansker løsladt i Yemen
Udenrigsministeriet bekræfter, at en dansk statsborger er løsladt i Yemen, hvor han har siddet fængslet under mistanke for våbensmugling.

En 23-årig dansk statsborger er blevet løsladt i Yemens hovedstad, Sanáa. Det bekræfter udenrigsministeriet.

Danskeren har siddet fængslet i Yemen siden 16. oktober under mistanke for at ville smugle våben til Somalia. Men nu er han sammen med sin familie, og han skal forlade Yemen inden for kort tid.

For nogle år siden konverterede danskeren til islam, og han har siddet fængslet sammen med syv andre mænd fra forskellige lande. Ifølge hans forsvarsadvokat er sagen smuldret mellem hænderne på de yemenitiske myndigheder, som ikke har kunnet finde beviser for påstanden om våbensmugling.