Christian Eriksen har taget et skridt op ad ranglisten i hollandsk fodbold.
Den offensive midtbanespiller er mandag blevet kåret til den næstbedste spiller i Holland i en afstemning blandt spillerne i landets to bedste rækker.
Nummer et i kåringen er Vitesse-angriberen Wilfried Bony, som har lavet 31 mål i denne sæson.
I tæt kamp med Filip Djuricic kneb Christian Eriksen sig derefter ind som nummer to. Sidste år blev han nummer tre i samme kåring.
Christian Eriksen er også blandt i alt fire Ajax-spillere på årets hold i Hollands bedste fodboldrække.
Hans kontrakt med Ajax Amsterdam udløber i sommeren 2014, og Christian Eriksen har før udtalt, at han gerne vil hjælpe klubben til en sum penge, så han vil ikke blive og opfylde sin kontrakt for at kunne rejse på en fri transfer om et år.
Blandt andet derfor, og fordi mange klubber fra større ligaer viser interesse, forventer de fleste eksperter, at Christian Eriksen nu har afsluttet sin sidste sæson i Ajax i denne omgang.
Senest er fynboen sat i forbindelse med Borussia Dortmund, og Daniel Agger har ytret ønske om at få ham til Liverpool.
/ritzau/