Ole Hoffmeyer troede først, at et fly var faldet ned på den nærliggende Sturup Lufthavn eller, at husets tag var faldet sammen.
Så voldsomt oplevede han og kæresten Charlotte morgenens jordskælv, der havde epicenter mellem Ystad og Tomelilla i Skåne, blot 30 kilometer fra deres hus.
"Vi bor i et gammel hus bygget af sten, og det føltes, som hvis man har træklodser stående oven på en vibrator. Hele huset stod og rystede, og låger sprang op og klaprede op og i," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
43-årige Ole Hoffmeyer flyttede i 2006 til Sverige med kæresten Charlotte. Sammen købte de en nedlagt skole syv kilometer uden for den lille by, Skurup.
Efter jordskælvet lukkede Ole som det første for ventilationen til brændeovnen.
"Jeg har før oplevet en skorstensbrand og ville ikke risikere noget. Derefter tjekkede jeg hele huset, den gamle skorsten, murene og om taget var røget ned. Men der var ikke sket noget. Derefter gik jeg ind til naboen, der har avlsheste, for at se, om alt var i orden," siger han.
Først efter fem-ti minutter begyndte parret at efterrationalisere og kom frem til, at det nok var et jordskælv, der havde rystet huset. Det fik de senere bekræftet på internettet.
Jordskælvet klokken 6.20 varede blot få sekunder og målte 4,9 på Richerskalaen. Skælvet kunne udover Sydsverige mærkes på det meste af Sjælland og Bornholm.
Men også i Vejle og Nyborg beretter folk om, hvordan de blev vækket eller fik morgenkaffen galt i halsen som følge af rystelserne.
Der er tale om det kraftigste skælv i området i de 30 år, hvor man har målt jordskælv.