Snakken går højlydt på kaffebarene i den sydspanske provinsby Huelva. Selveste Michael Laudrup er nemlig, som Nyhedsavisen afslører i dagens avis, på vej til at overtage trænersædet i byens stolthed Recreativo. Og det er ikke hverdagskost i feriebyen, der stort set kun er kendt for sin fodboldklub.
- Jeg kan høre, at folk taler om det på gaden og på morgenbarene. Det er dagens helt store emne hernede. Laudrup er det største navn, der er sat i forbindelse med denne klub, fortæller Jens Vang Jensen, der skulle være eneste dansker i byen.
Han bor der med sin spanske kæreste og har virksomheden Onubaconsult, som eksporterer gourmetvarer fra regionen Andalusien. Byens dansker har dog ikke fået arbejdet meget i dag, for fra kl. 7 i morges er kan blevet overdynget med sms’er og e-mails fra lokale venner og bekendte, der vil høre nærmere fra ’el danes’, danskeren.
Og Jens Vang Jensen er tosset med fodbold – og nu også med Recreativo de Huelva. Han har sæsonkort til klubbens stadion Nuevo Colombino og ser alle klubbens udekampe på pay-per-view.
- Jeg har fået et stort forhold til Recreativo, blandt andet på grund af klubbens måde at spille på. De spiller så offensivt, at det nogle gange er en katastrofe, men også giver nogle fantastiske sejre, siger han.
Recreativo, der er oprykker til Primera Division, ligger meget overraskende på ottendepladsen før sidste spillerunde.
Klubbens træner Marcelino García Toral er derfor uhyre populær, selv om han har meldt ud, at han forlader klubben efter sidste runde. Men forventningen er, at Laudrup – hvis han takker ja til klubbens tilbud – kan føre den offensive spillestil videre i den fodboldglade by - hvor fodbold ifølge Jens Vang Jensen er det absolut vigtigste.