Det kostede i går en 56-årig dansk mand med bopæl i Grønland seks måneders anbringelse på institution, at han havde 7.000 billeder med børneporno liggende på sin computer.
Manden blev anholdt i marts sidste år i en større europæisk aktion mod netop børneporno. Det var i den forbindelse, at politiet fandt de 7.000 billeder hjemme hos den 56-årige mand.
Og den synlige bevisførelse var svær at benægte for manden.
"Jeg erklærer mig skyldig. Der er jo ikke noget at bortforklare," sagde den 56-årige, da han blev afhørt. Han blev afhørt i landsretten på en videokonference, da han opholdt sig et andet sted i landet.