De mange danskere, som flytter til Sverige, bosætter sig i de samme områder i Malmø. Det betyder, at flere boligområder nu er ved at udvikle sig til regulære dansker-ghettoer. Om få år forventes danskerne således at have indtaget tre ud af fire boliger i et nyt område af Malmø-bydelen Hyllie. Det fremgår af en analyse foretaget af Øresundsinstituttet.
Mest iøjefaldende er dog fænomenet i nybyggeriet Annestad tæt ved Øresundsbroen. Her er 40 pct. af ejerlejlighederne købt af danskere, hvilket har fået svenskerne til at kalde boligkomplekset Danskerhotellet.
»De områder, som i forvejen er populære blandt danskere, kommer til at opleve en øget danskerkoncentration,« siger Niels Paarup-Petersen, analytiker ved Øresundsinstituttet, til jp.dk.
Malmøs socialdemokratiske borgmester hilser dog de ca. 20.000 danskere i Skåne velkommen og ser ikke noget problem i, at de klumper sig sammen. Det gør til gengæld den nystiftede forening Øresundsborger:
»Jeg er ikke tilhænger af, at der opstår danskerghettoer i Malmø. Det er afgørende for integrationen, at danskerne blander sig med svenskerne i så høj grad som muligt,« siger foreningens danske formand, Lars Hougaard, der selv netop er flyttet til Skåne.