Siden tidligt i morges har den britiske redningstjeneste søgt efter de fem søfolk, heriblandt en dansker, der har været savnet siden i nat, hvor det norske forsyningsskib Bourbon Dolphin forliste med 15 mand om bord ud for Shetlands-øerne.
Syv har overlevet og tre er omkommet.
Men der er ikke meget håb om at finde de sidste fem i live, oplyser vagthavende.
- Siden i morges har vi haft en redningshelikopter i luften og flere skibe i området for at lede efter de sidste fem, men hidtil uden resultat. Hvis der skal være nogen chance for at de stadig kan være i live, skal de befinde sig nede i det sunke skib, men det er et meget spinkelt håb i det kolde vand, siger Keven Brown fra Aberdeen Maritime Rescue Co-ordination Centre.
Redningsaktionen fortsætter de næste timer med dykkere, der vil forsøge at nå ned til skibet.
Skibet kæntrede og gik til bunds på få minutter omkring 75 sømil vest for de nordligste Shetlandsøer.