Det så sort ud, da krydstogtskibet MS Explorer fredag forliste i det iskolde vand nær Antarktis.
Men en snarrådig dansk mand fik det bedste ud af situationen, da han friede til sin kæreste ombord på redningsflåden og fik et ja.
Det fortæller den 40-årige Gillian Plant, der er en af de 100 passagerer, der var ombord på skibet, der efterfølgende gik til bunds.
- Han havde planlagt, at fri til sin kæreste den aften, men han tog faktisk ringen med sig og friede i redningsbåden. Hun sagde ja, og nu skal de et eller andet solrigt sted hen på deres bryllupsrejse, siger Gillian Plant til BBC.
I alt tre danskere var ombord på krydstogtskibet. Ingen passagerer kom noget til og blev reddet af et norsk skib. Passagererne er nu på vej hjem.