Dansker: Folk ser med tristhed på røgsky fra Notre Dame
Notre Dame står mandag aften i flammer, og røgskyen kan ses fra store dele af Paris. Thomas Samson/Ritzau Scanpix
Med mobiltelefoner tager folk billeder og video af røgskyen fra den brændende kirke, siger dansk øjenvidne.

Mange mennesker er stimlet sammen på gaden i Paris og betragter røgskyen fra den berømte kirke Notre Dame, som mandag aften står i flammer.

Det fortæller kultur- og presseråd ved Danmarks ambassade i Paris Klaus Ib Jørgensen.

Han er på Bastillepladsen et par kilometer derfra og kan ikke selv se kirken, men røgskyen er ikke til at tage fejl af.

- Jeg kan se en masse mennesker her i området omkring Bastillepladsen, hvor jeg er lige nu, som står og kigger på den enorme røgsky, der stiger op fra Notre Dame, siger han og uddyber:

- Menneskene på gaden er sådan set helt i ro. De står bare, som så mange gør nu om dage, og fotograferer eller filmer situationen og sender triste blikke, fordi det er verdens kulturarv, der – muligvis eller muligvis ikke – er ved endegyldigt at gå op i røg.

Kirken er et af den franske hovedstads vartegn og en af Frankrigs største turistattraktioner overhovedet.

Netop det påvirker også Klaus Ib Jørgensen.

- Det er jo et af de mest kendte og ikoniske bygningsværker på planeten. Det er da ærketrist og forfærdeligt at se det her ske for øjnene af en, siger han.

Derudover kan det tydeligt mærkes på trafikken i den franske hovedstad, at den centralt beliggende ø, som Notre Dame ligger på, Ile de la Cité, er spærret af.

- Der er et umådeligt trafikkaos, fordi politiet har afspærret hele det indre Paris på grund af situationen, siger Klaus Ib Jørgensen.

Den danske kultur- og presseråd fortæller også, at mobilnetværket er belastet, da alle sender sms'er til hinanden.

I øvrigt har han kun ros til overs for de franske myndigheder, som i hans øjne har været gode til at oplyse om situationen.

Både danske og internationale politikere og kulturpersonligheder har stået i kø for at sende medfølelse og deres opbakning til franskmændene efter nyheden om branden i den historiske kirke.

/ritzau/

/ritzau/